Sidste søndag i efterårsferien havde ca 50 børn og deres forældre fra Dansk BørneAstma Center fået lov til at besøge Klatreskoven på Carlsberg bryggeriets tidligere område i Valby.
Børnene mødte op med deres familier om formiddagen til lidt let morgenmad og navneleg. Herefter var Klatreskoven åben de næste timer, hvilket blev benyttet flittigt. Klatreskoven består af 5 ruter af forskellig sværhedsgrad, så der var udfordringer for alle aldre og samtidigt er klatring en rigtig god aktivitet hvis man har astma. Der var dog også tid til at snakke sammen, hjælpe hinanden og møde nye venner og hvis man blev træt var der mulighed for at sidde og skære græskar og lave kastanjedyr. Inden børnene tog hjem var der saftevand og sandwich, hvilket var hårdt tiltrængt.