Et stigende antal danske børn har i de senere år fået konstateret astma. Storsynderen blandt de faktorer, der kan udløse sygdommen, er hverken luftforurening eller dårlig rengøring. Det er forældrerøg.
Faktisk kan hver sjette akutte hospitalsindlæggelse af børn føres tilbage til røg i hjemmet. Hans Bisgaard, professor og overlæge ved en af Europas førende enheder inden for forskning i børneastma, Copsac under Dansk BørneAstma Center, mener, at rygningen er et af de vigtigste indsatsområder i forhold til børneastma: “Det eneste, der altid, altid, altid viser effekt i vores studier, er tobaksrøg – forældrenes tobaksrøg. Alle andre forhold, som folk jo ofte går rigtig meget op i, kan være spændende og interessante, og vi kan i enkelte tilfælde se en vis effekt af massiv trafik, men det er småting sammenlignet med tobaksrøg.”