Danske forskere har fundet, at der er en sammenhæng mellem forekomsten af visse bakterier i luftvejene hos spædbørn og udvikling af vejrtrækningsproblemer og astma, når børnene er blevet lidt større.
Vi har fundet ud af, at forekomsten af tre bakterietyper (S. pneumoniae, M. catarrhalis, H. influenzae) hos spædbørn øger risikoen for, at de som lidt større børn kommer til at døje med vejrtrækningsproblemer eller at de får astma, fortæller Hans Bisgaard, der er professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet og leder af Dansk BørneAstma Center.
De danske forskerne har undersøgt 321 spædbørn ved at tage prøver fra luftvejene da de var en måned gamle. Siden er børnene blevet fulgt i fem år. Alle er børn af mødre, der selv har lidt eller lider af astma. Resultaterne viser, at børn med de tre bakterietyper S. pneumoniae, M. catarrhalis, H. influenzae har en øget risiko for at få vejrtrækningsproblemer og astma.
– Dette forskningsresultat er et skridt på vejen til at finde en af årsagerne til astma, fortæller Hans Bisgaard. Enten betyder resultatet af vores undersøgelse at bakterier har betydning for risikoen for at få vejrtrækningsproblemer og astma. Eller også skyldes forekomsten af bakterierne årsager der er fælles for årsagerne til astma. Yderligere forskning vil vise, hvilke af disse forklaringsmodeller, der er den rigtige.
Resultaterne af den omfattende undersøgelse er offentliggjort i New England Journal of Medicine i oktober 2007 (357;15).