Redigeret af Peter Lange
Astma og nedre luftvejs-infektioner er nogle af de vigtigste årsager til sygelighed blandt børn. Mens man er blevet bedre til at behandle astma, er der ikke så megen viden om, hvilke tiltag der har forebyggende effekt. I en ny dansk undersøgelse koordineret fra Dansk Børneastma Center har man undersøgt, om tilskud af 2,4 g fiskeolie til moderen i graviditetens tredje trimester (fra 24. graviditetsuge til 1 uge efter fødslen) kunne påvirke udvikling af astma, nedre luftvejs-infektioner, allergisk rinitis, allergisk sensibilisering og eksem hos barnet. I løbet af de fem første leveår så man ca. 30% fald i udviklingen af astma og ca. 25% lavere risiko for nedre luftvejs-infektioner hos børnene i den aktive gruppe sammenlignet med placebogruppen, hvor mødrene fik olivenolie. Udviklingen af allergi, rinitis og eksem kunne ikke forebygges. Fiskeoliesupplement var primært virksomt hos børn af de kvinder, som havde den laveste blodkoncentrationer af de relevante polyumættede fedtsyrer før interventionen, hvor man så ca. 50% reduktion (number needed to treat var 5,6 for at forhindre ét tilfælde af astma).