Projekttitel: Long term effects of n-3 PUFA supplementation during pregnancy – 8-year follow-up of the Copenhagen Prospective Studies of Asthma in Childhood (COPSAC2010) mother-child cohort
Bevillingsmodtager: Hans Bisgaard
Institution: Den Selvejende institution Dansk BørneAstma Center
Bevilget beløb: 2.082.228 kr.
Projektbeskrivelse: Vi har for nylig gjort et gennembrud i den primære forebyggelse af astma, der i dag rammer 20% af alle børn i førskolealderen i den vestlige verden. I et randomiseret, kontrolleret klinisk forsøg med 700 mor-barn-par fra COPSAC2010-kohorten, viser vi, at fiskeolietilskud (n-3 langkædede flerumættede fedtsyrer) under tredje trimester af graviditeten nedsatte astma og luftvejsinfektioner hos børnene med ca. 30% fra fødslen og frem til 5 års alderen. Børnene er blevet fulgt tæt siden graviditeten og har bidraget til en unik og meget omfattende mængde data og biologiske prøver omkring deres helbred med særligt fokus på astma, allergi og atopisk eksem. I vores foreløbige analyser ser vi derudover effekter af fiskeolietilskudet på graviditetslængden, børnenes BMI og den kognitive udvikling hos drengene. Formålet med projektet er at gennemføre en omfattende opfølgning af de 700 COPSAC2010 børn ved 8 års alderen for at forstå de langsigtede virkninger af fiskeolietilskud i graviditeten på astma, allergi og atopisk eksem samt andre sundhedsmæssige parametre såsom neurologisk og kognitiv udvikling i skolealderen, hvor det er muligt at lave en mere præcis og dybdegående karakterisering af børnene. Forståelsen af langtidseffekterne af fiskeolietilskud vil bidrage med videnskabelig evidens i oversættelsen af vores resultater til kliniske anbefalinger til gravide kvinder.