21 juni 2017 af Thomas Hoffmann
Partikler fra stearinlys har potentiale til at kunne skade din krop på samme måde, som partikler fra store dieselbilers udstødning gør det. Det konkluderer en række danske forskere efter nye forsøg på mus.
Forsøgene viser, at partikler fra stearin starter betændelsesreaktioner i lungerne og giver skader på musenes celler – endda flere skader end dieselpartikler fra store, tunge maskiner som gaffeltrucks eller 25 år gamle biler, som forskerne har sammenlignet med.
»Det ser ud, som om stearinpartikler er i hvert fald lige så slemme og måske endda værre end dieselpartikler,« konkluderer Peter Møller, professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, som har været med til at lave forsøget.