For første gang uddeler Børnelungefonden et stort millionbeløb til forskning i børneastma. 2 millioner kroner går til Dansk BørneAstma Center her på hospitalet.
Det er på flere måder en atypisk donation Danske BørneAstma Center nu får del i. For det første, er det Børnelungefondens debut når det drejer sig om beløb i den størrelse. Og derudover er pengene på sin vis samlet ind af børn – uddelingen stammer nemlig fra den indsamling på i alt 10,4 millioner kroner, som 115.000 skoleelever løb ind til Børnelungefonden i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet tidligere på året.
Hjælp til de hårdest ramte børn
Og det er netop de hårdest ramte børn, som på sigt vil få glæde af de 2,2 millioner kroner, der nu tikker ind på kontoen hos Dansk BørneAstma Center. Pengene er nemlig målrettet forskning i børneastma med særligt fokus på de børn, der lider af svær astma.
– “Astma er en af de hyppigste sygdomme hos børn, og mange børn har svære astmasymptomer på trods af medicinsk behandling, og i dag kender vi stadig ikke årsagerne. Vi er utroligt glade for, at vi med bevillingen kan løfte forskningen på dette område yderligere og dermed forbedre mulighederne for forebyggelse og behandling børneastma”, siger Hans Bisgaard, professor ved Københavns Universitet og leder af et stærkt forskningsteam på Dansk BørneAstma Center.
Foto: colourbox.dk