Børn af mødre med astma har »voldsomt« høj risiko for at udvikle astma, hvis børnenes bakteriesammensætning i tarmene ikke udvikler sig normalt i de første leveår, lyder det fra danske forskere.
Et nyt, dansk studie fra Dansk BørneAstma Center peger på vigtigheden af, at børns tarmbakteriesammensætning udvikler sig normalt inden for barnets første leveår.
Hvis ikke barnet bliver udsat for en masse sunde bakterier, der efterfølgende koloniserer tarmene, har barnet markant forhøjet risiko for at udvikle astma.
Specielt blandt børn af mødre med astma ser tarmbakteriesammensætningen ud til at spille en vigtig rolle i forhold til at arve sygdommen.
»Astma er en multifaktuel sygdom, der dels har en arvelig komponent, men også påvirkes af det tidlige miljø. Vores studie peger på, at hvis man er disponeret for sygdommen via en astmatisk mor, kan en sund modning af tarmbakteriesammensætningen beskytte børnene,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, ph.d., læge og seniorforsker Jakob Stokholm fra Dansk BørneAstma Center ved Herlev og Gentofte Hospital.
»Hvis ikke tarmbakteriesammensætningen udvikler sig, som den skal, øger det til gengæld risikoen for sygdommen voldsomt.«
Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.
Foto: colourbox.dk