Gentofte Hospital, 4. juli 2018
Forskning i børneastma styrkes med en pulje på 15 millioner, som Novo Nordisk Fonden netop har givet til et forskningsprojekt, der undersøger genetiske årsager til, at børn får astma. Store datamængder skal give svar på komplekse årsager.
Astma er den hyppigste sygdom i barndommen og den hyppigste årsag til, at børn bliver indlagt på hospitalet. Astma medfører forringet livskvalitet for både det enkelte barn og deres familier. Men på trods af hyppigheden kender man ikke de grundlæggende årsager til, at børn udvikler astma og det er dét, som de 15 millioner kroner skal bruges til at afdække.
Formålet med forskningsprojektet er at forstå de genetiske mekanismer, der er forbundet med astma, og dermed danne grundlag for bedre forebyggelse og behandling. I projektet kombineres detaljerede kliniske og genetiske oplysninger med udvikling af nye statistiske metoder for at forstå de mekanismer, der fører fra genetisk sårbarhed til udvikling af sygdom, herunder samspillet mellem gener og miljøfaktorer.