Forskerne bag de markante resultater opfordrer Sundhedsstyrelsen til at gentænke deres anbefalede dosis af D-vitamin til gravide
Et nyt studie lavet af forskere fra Copenhagen Prospective Studies on Asthma in Childhood (COPSAC) har fundet en signifikant sammenhæng mellem et højt D-vitamintilskud under graviditeten og nedsat risiko for emaljefejl hos børn.
Studiet, der netop er blevet udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift JAMA Pediatrics, konkluderer, at børn af mødre, som under graviditeten har fået en høj dosis af D-vitamin, næsten har 50 procent mindre risiko for at udvikle emaljefejl, sammenlignet med børn af mødre, som har taget Sundhedsstyrelsens anbefalede lavere dosis.
Forskerne bag det nye studie har siden 2010 fulgt en kohorte (en afgrænset gruppe af personer, hvis sygdomme studeres over en given tidsperiode, red.) på 623 gravide kvinder – oprindeligt med henblik på at undersøge, hvilke effekter D-vitamin har på astma blandt børn.
Halvdelen af disse kvinder blev tilfældigt udvalgt til at få et dagligt D-vitamintilskud på 400 enheder, som er den dosis, Sundhedsstyrelsen anbefaler, mens den anden halvdel fik et syvdobbelt tilskud på 2.800 enheder.
Foto: colourbox.dk