Fiskeolie under graviditeten nedsætter risikoen for, at børn udvikler astma, viser ny forskning.
Børn har mindre risiko for at udvikle astma, hvis deres mødre har indtaget fiskeolie under graviditeten.
Det viser et nyt studie fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
– Fiskeolie indeholder langkædede fedtsyrer, og et højt niveau af dem hjælper til at reducere børnenes risiko for at udvikle astma, siger professor i børnesygdomme Hans Bisgaard.
Forskerne har fulgt en gruppe gravide og deres børn siden 2010. Den ene gruppe af kvinder fik en dosis fiskeolie hver dag, mens den anden gruppe fik en dosis olivenolie.