COPSAC Acute (antibiotikastudiet)
Astmatisk bronkitis/børneastma er en af de hyppigste kroniske sygdomme blandt børn. Typisk er sygdommen forudgået af gentagne astmatiske symptomer gennem børnenes første leveår. Øvre luftvejsinfektioner/forkølelse er ofte den udløsende faktor for de akutte astmatiske episoder. En del vokser sig fra symptomerne inden skolealderen. Behandling i hjemmet med inhaleret astmamedicin samt hospitaliseringer med netop denne diagnose er meget hyppig, og tilstanden kan være en stor belastning for familierne.
Dette studie har til formål, at undersøge, om antibiotika behandling med Azithromycin kan forkorte og mindske de astmatiske symptomer i det akutte sygdomsforløb hos indlagte børn i alderen 1-5 år, som allerede er i behandling eller har modtaget astmamedicin.