Børn har markant mindre risiko for at udvikle astma, hvis deres mødre har indtaget fiskeolie under graviditeten. Det viser et nyt studie fra Copenhagen Prospective Studies on Asthma in Childhood (COPSAC) under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Forskerne har fulgt en gruppe gravide og deres børn siden 2010, og resultaterne er ikke til at tage fejl af. Der er en tredjedel færre astmabørn blandt dem, hvis mødre har fået fiskeolie under sidste semester af graviditeten, fortæller klinisk professor og leder af COPSAC Hans Bisgaard.
“Fiskeolie indeholder langkædede fedtsyrer, og et højt niveau af dem hjælper til at reducere børnenes risiko for at udvikle astma. Effekten er tydeligst hos de kvinder, der i forvejen har et lavt niveau af fedtsyrerne, men alle de kvinder, der indtog fiskeolie i sidste semester af graviditeten, har mindsket deres børns risiko for at udvikle astma med minimum 32 procent. Der er ikke nogen negative effekter, selvom man indtager mere fiskeolie, end man har brug for. Derfor vil jeg anbefale fiskeolie til alle gravide i sidste trimester,” siger han.