Charlotte Raahauge Schrøder fra Lyngby har astma.
Hendes to børn er heller ikke sluppet for den kroniske lidelse, der giver åndenød og hvæsende vejrtrækning.
Daniel på seks år og Laura på otte år skal derfor hver morgen og hver aften trække vejret igennem en maske med medicin for at undgå, at astmaen overtager hele familiens hverdag.
– Hvis jeg ikke tager masken, så har jeg det dårligt, og så kan jeg ikke trække vejret, fortæller Daniel Raahauge.
Han har været hårdt ramt af sin børneastma.
Alene i sine første 18 levemåneder måtte han have penicillinkure 16 gange.
Forsøg med fiskeolie og placebo
Da Charlotte Raahauge Schrøder var gravid med Daniel, deltog hun i forbindelse med ny dansk forskning om børneastma i et forsøg, hvor den ene halvdel af deltagerne fik store mængder fiskeolie.
For deres børn faldt risikoen for at få astma med en tredjedel.
Den anden halvdel af forsøgsdeltagerne fik placebo i form af olivenolie.